Kirkeuglen: Historien om den forsvindende danske ynglefugl

Kirkeuglen er næsten forsvundet som dansk ynglefugl. Det sidste dokumenterede ynglefund var i 2011 ved Varde. Siden da er arten ikke registreret ynglende i Danmark, og den optræder ikke længere i NOVANA-overvågningens rapporter. Årsagen er en kombination af habitatforringelse, tab af egnede redepladser og ændringer i landbruget, der har fjernet dens fødegrundlag. Kirkeugle Danmark er i dag en historie om en art, der gik fra at være almindelig i kulturlandskabet til at være regionalt uddød på DOF's rødliste.

Sådan Finder Du Den i Dag

Du leder ikke efter en ynglebestand. Du leder efter strejfgæster. Hold øje med åbent landbrugsland med spredte gårde og gamle lader i Jylland fra oktober til marts. Det er her, enkelte individer fra bestande i Norge, Sverige og Tyskland dukker op. Ankom tidligt om morgenen, når den lille ugle stadig kan sidde på en tagryg eller en hegnspæl og sole sig. Den er dagaktiv, og det er din fordel.

Kirkeuglen (Athene noctua) er en kompakt, lille ugle med en kropslængde på 23-27,5 cm og et vingefang på 57-65 cm. Vægten ligger mellem 160 og 240 g. Det bedste feltkendetegn i flugt er det brede hoved uden fjertoppe, de korte afrundede vinger og den lange hale. Flugten er karakteristisk: hurtige vingeslag afbrudt af korte glideflugter i en dybt bølget bane. Den bølgeformede flugt er synlig på lang afstand og i modlys, hvor detaljer som øjenfarve forsvinder.

Stillesiddende: Hvide Øjenbryn og Gul Iris

Når fuglen sidder stille, bemærker du det flade hoved med de tydelige hvide øjenbryn. Undersiden er tæt længdestribet, og oversiden er brun med lyse pletter. Halen er kort sammenlignet med kroppen, hvilket giver en kompakt silhuet. Den sidder ofte frit fremme på en pæl, en tagryg eller en gren. Det er her, du får din bedste observation.

Bestanden i Danmark er kollapset. Ifølge DOF var arten i 1800-tallet en almindelig ynglefugl i kulturlandskabet, især omkring gårde, hustomter og gamle bygninger. I løbet af 1900-tallet forsvandt den. Modernisering af landbruget, fjernelse af gamle lader og træer samt brug af pesticider fjernede både redepladser og fødegrundlaget.

Det sidste sikre ynglefund blev registreret i 2011 ved Varde. DOF's rødliste fra 2019 kategoriserer arten som RE (Regionalt uddød). Internationalt er den stadig kategoriseret som LC (Livskraftig) af IUCN i 2021. Det understreger, at den danske bestand var en isoleret population på kanten af artens udbredelsesområde.

Historisk Bestandsudvikling i Kulturlandskabet

For en bredere kontekst om tilbagegangen i kulturlandskabet henvises til forklaringssiden om historisk bestandsudvikling hos danske rovfugle. Her ses et mønster, hvor flere arter, der er afhængige af åbent landbrugsland med spredte træer og gamle bygninger, har oplevet lignende tilbagegange.

Brug silhuetten og flugten, ikke øjenfarven. Sløruglen er markant større og har et hjerteformet ansigtsskive. Natuglen er også større og har runde fjertoppe på hovedet, som den lille ugle mangler. Det flade hoved og den bølgeformede flugt er det, du skal hæfte dig ved. Størrelsen alene er upålidelig på afstand; formen og flugtbanen er det, der afslører arten.

Forveksling med Spurveugle

Spurveuglen er den eneste, der reelt kan forveksles med kirkeuglen. Kirkeuglen er større, har længere hale og mangler spurveuglens hvide pletter på oversiden. Hvis du ser en lille ugle med fladt hoved i åbent land, der flyver i dybe bølger, er det sandsynligvis en kirkeugle, ikke en spurveugle.

Stemmen er en karakteristisk, blød og fløjtende lyd, der ofte beskrives som et 'kiu' eller 'kiew'. Den kan høres både dag og nat, især i yngletiden. I Danmark er chancen for at høre den minimal. Hvis du hører en ugle i kulturlandskabet, er det sandsynligvis en natugle eller en slørugle, der har en dybere og mere ru stemme. Lyt efter den lyse, rene fløjtetone. Den skiller sig ud fra de andre arters mere raspende kald.