Skovhornuglen: Kendetegn, fjerøre og ynglebiologi i Danmark

En skovhornugle sidder på en gren i kanten af en nåleskovsplantage. Den har set dig. Ørefjerene, som lå fladt ned ad hovedet, rejser sig på ét sekund og bliver til to tydelige, mørke horn. De har intet med hørelse at gøre. Fjerørene er en del af artens camouflage og signaladfærd. Når uglen er afslappet, ligger de skjult. Når den er opmærksom eller vil vise sig større, rejses de. Det er det mest iøjnefaldende feltkendetegn for arten i Danmark, og det er dit første skridt til en sikker artsbestemmelse.

Arten har en uregelmæssig ynglebestand herhjemme. DOF's atlasprojekt fra 2019 angiver 0-5 par, og den yngler ikke nødvendigvis hvert år. Vinterbestanden ligger på 0-50 individer ifølge samme kilde. Det er en sparsom og uforudsigelig gæst. Lær kendetegnene, før du står ansigt til ansigt med den i felten.

Fjerøre Er Ikke Ører

Fjerørene hos Asio otus er ikke fjer, der står op som et par kaninører. De er forlængede fjer på issen, der kan rejses og sænkes. Længden varierer mellem individer og afhænger af uglens humør. I hvile er de næsten usynlige og glider ind i den gråbrune dragt. Når uglen er på vagt, står de op og bryder silhuetten, så den ligner en knækket gren.

Skel mellem fjerøre og de egentlige ører. Uglens virkelige ører sidder asymmetrisk placeret på kraniet og giver en enestående retningshørelse. Fjerørene er ren visuel kommunikation. Denne forveksling mellem ørefjer og høreorganer er en af de mest almindelige misforståelser hos nye fuglekiggere.

Skovhornuglens stemme er den mest pålidelige måde at registrere arten på i yngletiden. Hannens kald er et dybt, enstonigt 'hu-huhu-hu', der gentages i serier på 10-20 sekunder. Det bærer langt i skovbrynet og høres i marts og april, når hannen markerer revir. Tiggeråbene fra ungerne er et skarpt, pibende 'tsii-äh', der minder om en dørhængsel. De kan høres i juni og juli.

Står du i en nåleskov eller blandingsskov i disse måneder og hører en ugle kalde, så tjek om kalderen sidder i en gammel kragere. Skovhornuglen overtager ofte kragetæpper som redeplatform. Stemmen er din første indikation på, at en yngleplads er i brug.

Find Reden

Skovhornuglens ynglepladser er tæt knyttet til gamle reder af krager. Den bygger ikke sin egen rede. Den overtager et kragetæppe, den strukturerede rede af grene, som kragen har bygget. Den foretrækker nåleskov, plantager og blandingsskov med tætte graner, der giver dækning mod mår og andre prædatorer.

DOF's atlasprojekt dokumenterer, at ynglepladserne ligger i skovkanter eller nær lysninger, hvor uglerne kan jage mus på åbne arealer. Gå efter disse overgangszoner.

Vinterlokaliteter

Vinteren tilbringer den i åbent land, moser og kystnære områder. Her sover den i tætte buske eller lave træer. Sovepladserne kan rumme flere individer, der samles i små grupper. Kig efter dem i tætte tjørnekrat og nåletræer nær kysten fra november til februar.

Mosehornugle

Forveksling med mosehornugle er den hyppigste fejl. Mosehornuglen har gule øjne, ikke orange, og dens fjerøre er endnu kortere og næsten altid skjult. Den jager om dagen over åbne marker og moser. Hvis du ser en ugle med lange, tydelige fjerøre sidde i en gran, er det skovhornugle. Hvis den flyver lavt over en eng midt på dagen med stive vingeslag og en kort, afhugget hale, er det mosehornugle.

Natugle

Forveksling med natugle er en anden faldgrube. Natuglen har sorte øjne, mangler fjerøre og er mere kompakt med en bredere krop. Den sidder i løvskov og parker. Natuglens stemme er et kendt 'kiii-vitt', der ikke minder om skovhornuglens dybe kald.

Silhuet Og Flugt

Skovhornuglens slanke silhuet og lange hale er et nøgletræk. På afstand kan den ligne en lille spurvehøg, men ugleflugten er anderledes: hurtige, stive vingeslag uden glidefaser. Er du i tvivl, så kig efter øjenfarven. Orange øjne betyder skovhornugle. Gule øjne betyder mosehornugle eller en anden art.